Er du tilfreds, kodamedlem?

KODA vil diskutere bloggernes principper, men ikke deres egne. De vil ikke erkende, at reglerne for musikblogge simpelthen begrænser udbuddet. KODA varetager ikke sine egne medlemmers interesse og lytter ikke til kritik, men beder i stedet egne og kommende medlemmer genoverveje deres medlemsskab. I en tid hvor eksport af dansk musik er i højsædet, modarbejder KODA sine egne medlemmer ved at lave regler i en verden, de gang på gang viser ikke at have den ringeste forståelse for. Musikbloggenes indflydelse undergraves groft, til trods for at hele debatten om musikblogge blev søsat på netop en blog. Denne kronik er skrevet på baggrund af mit virke som musikblogger ved WONDERS MAKE JOY og medlem af forvaltningsorganisationen KODA, og kommer i forlængelse af længere tids debat musikbloggere, KODA og kodamedlemmer imellem.

Sagen havde sin begyndelse da KODA d. 3 august rettede henvendelse til os. Vi tilbød offentligt kodamedlemmers musik på vores hjemmeside http://www.wondersmakejoy.dk. Vores muligheder var at leje rettighederne til offentlig fremførsel ved at betale et månedenligt beløb til KODA, eller at indstille den offentlig fremførsel af musikken – altså fjerne al musik og videomateriale, der tilhører kodamedlemmer, fra vores hjemmeside. KODA reagerede på en henvendelse, som de havde modtaget, om at vi udbød musikken, hvorfor de ikke bare kunne, men decideret burde, reagere som de gjorde. Som forfatter og blogger Torben Bille forklarer det på http://www.torbenbille.dk:

“Som medlem af KODA har jeg ved indmeldelsen sagt ja til, at KODA skal forvalte mine rettigheder. Derfor vil jeg med rette kunne anklage KODA for at misrøgte den aftale, vi har indgået, hvis ikke de skrider ind over for uregelmæssigheder eller ulovligheder”.

Det står klart i den medlemsaftale, som en kunstner skal skrive under på for at blive medlem af KODA, at forvaltningsorganisationen overtager en kunstners rettigheder. For at kunne forvalte dem, vel at mærke. Med mottoet “Musik betaler sig” er det igennem en lang kamp lykkes organisationen at sprede det, dengang innovative, og også den dag i dag, rigtige budskab om, at deres medlemmers musik skaber en værdi i alt fra reklamer, telefoner, hos frisører, i fitnesscentre og på koncertscener.

“Musik betaler sig” også for musikeren, der melder sig ind i KODA, da værdien som skabes, udbetales i penge fra de som bruger den; først til KODA og så videre til musikeren. KODA tager de penge, de har brug for, for at kunne få ‘butikken’ til at løbe rundt, så at sige. Mig bekendt 11%. At kalde KODA for pengegriske ville altså være at skyde langt forbi målet. Nogle af de penge, der tjenes i KODA betales endvidere også til musikerne eller projekter, som kan gavne musikken, i form af legater, osv.. Med andre ord gør KODA et kæmpe stykke arbejde for det danske musikliv. Men hvorfor er det så, at musikbloggerne er utilfredse?

For nyligt havde radioprogrammet “Pressen på P3” i forbindelse med den konkrete sag Kristian Leth og Troels Abrahamsen på besøg i studiet. Kristian Leth sagde om sagen: “Det er lidt at skyde gråspurve med kanoner”, og tilføjede til spørgsmålet om hvorvidt bloggere spiller en væsentlig rolle: “Nej, ikke synderligt”.

Jeg mener, at det er at fejlbedømme blogges indflydelse. Eller rettere bloggernes. Jeg oplever, at en blogs rolle i dag vurderes ud fra mængden af læsere den har, hvor den i stedet, ligesom et netværk, bør vurderes ud fra hvem læserne er. Kvalitet frem for kvantitet. Jeg ved, at der sidder bookere, managere og pladeselskaber på den anden side af WONDERS MAKE JOY, og endnu flere bag REGNSKY. Og det er rigtigt, at det er bookere, managere, pladeselskaber og en masse andre aktører, som radioværter eller større bands som Veto og The William Blakes (i forhold til opvarmningsjobs), der skal opdage en kunstner, før det får en reel betydning. Men blogge er et fantastisk værktøj til at skabe denne første kontakt mellem de store bosser og de unge musikere i branchen fra den ene dag til den anden – noget der før kunne tage flere år at opnå gennem dagblade, magasiner, radio og TV. Et værktøj, som overordnet set er en udgift for musikbloggerne og en indtægt for musikerne, hvorfor det er diskutabelt om betaling til KODA, uanset beløbet, bør finde sted.

Det er en journalistisk drejning af sagen, at bloggere først skal begynde at betale gebyrer nu. Princippet for reglerne som Mia Storm og jeg blev bedt om indrette os efter, har eksisteret siden før årtusindeskiftet, og er også blevet håndhævet fra tid til anden. Det eneste nye i sagen er KODAs reaktion på vores pressemeddelelser og de reaktioner, som fulgte med.

Som understregning af hvad en bloggers netværk er værd, vil jeg gerne bede jer observere, i hvor mange medier sagen allerede nu er blevet gengivet, og hvor hurtigt KODA fik stablet et dialogmøde på benene. Et dialogmøde, der ingenlunde var i sigte, da vi forsøgte at løse vores problem internt med KODAs forskellige afdelinger. Vi er ikke de store drenge, her hersker der ingen tvivl, men at vores rolle ikke er væsentlig; der tages simpelthen fejl. De fleste af os har betydningsfulde læsere og betydningsfulde netværk, vi hver eneste dag bruger i musikernes ærinde igennem vores blogge.

Argumentet understreges i Politikens artikel “Bloggere frygter for fremtiden” af Ebbe Frej fra bandet Hensinki Poetry. Han mener, at kunne se en direkte linje mellem, at blive skrevet om på musikblogge og blive spillet i radioen: “At komme på blogs har betydning karrieremæssigt. Jeg forestiller mig, at grunden til, at vi blev spillet på P3, var blogging”. Jeg kunne godt finde flere eksempler. Men da det ikke gav nogen umiddelbart reaktion, da Politiken bragte eksemplet med Helsinki Poetry, vil  flere eksempler næppe skabe en større effekt. I stedet vil jeg uddybe KODAs reaktion.

KODAs reaktion er et sæt undtagelser, der giver bloggere med få besøgende muligheden for at betale langt mindre beløb end større kommercielle virksomheder. Et nøglepunkt i KODAs nye blog-politik er, at streams, video-visninger og downloads tælles over én kam, hvor det for et kommercielt medie kræver forskellige aftaler. Overstiger bloggen de 10.000 streams, downloads og videoviews, som KODAs nye blog-politik sammenlagt giver mulighed for per måned, er bloggen i midlertid tilbage på ‘før-årtusind-skiftet’-princippet, og skal betale på de samme betingelser som store kommercielle virksomheder. Musikbloggere skal altså passe på ikke at blive for populære, for jo bedre reklame de gør for musikken, des større chance er der for, at de kommer til at betale rigtig mange penge.

Et scenarie;
En musikblog med musik til download betaler 329kr om måneden – i alt 3.948kr om året. 10.000 numre downloades om måneden og således er bloggens aftale med KODA overholdt.

Musikbloggen bliver populær og 10.001 numre downloades om måneden. Aftalen er ikke længere overholdt og musikbloggen skal nu betale 0,85kr hver gang et nummer downloades. 0,85kr for 10.001 downloades er 8.500,85kr om måneden – i alt 102.010,2kr om året.

I scenariet stiger den populære blogs omkostninger med den nette sats af 2483% for 12 downloads mere om året. Desuden mister de muligheden for det netop oprettede WiMP legat, som gives til bloggere, som opfylder en række krav. Et af dem er, at man skal have en blogaftale med KODA – ikke en kommerciel aftale. Derudover skal bloggen nu adskille video-visninger fra streams og downloads, og beløbet bliver altså endnu højere end 102.010,2kr om året.

Er der virkelig brug for flere argumenter for at understrege, at KODAs princip om at musik skal koste penge, får den betydning at færre musikblogge vil blive udbudt? Kampen for et godt vækstlag bliver samtidig en kamp mod helt ukontrollable udgifter. Ingen mennesker har lyst til at deltage i det ræs.

Jo bedre du er til at blogge, des større et stykke arbejde for dansk musik du gør, des større mulighed er der for at du, som personlig blogger, skal presses ud på et kommercielt marked, der er i direkte modstrid med grundkonceptet for en blog. Nemlig at den skal være personlig og uafhængig, ikke en pengemaskine. Det er det ideal, der tiltrækker læserne og skaber promotionværdi for musikerne.

En af de mennesker, jeg for tiden beundrer for hans engagement i sagen, er musiker, tidligere blogger og kodamedlem Troels Abrahamsen. Men han skrev for nylig et gæsteblogindlæg, som blev udgivet på Musikparlamentets hjemmeside, hvor han gjorde det klart, at han mente, at bloggerne burde danne en interesseorganisation, hvis de virkelig mener, at de ikke skal “bøje sig for KODA eller andres krav hvis de føler, de er urimelige”, i stedet for at tage kampen op alene. Umiddelbart lyder dette måske som en god idé, men problemet er, at omfanget af diskussionen undervurderes. For det første er bloggerne kun én side af kritikerne. Lige så mange kodamedlemmer, mig selv inklusive, kritiserer deres egen medlemorganisation for ikke at varetage deres interesser. Når jeg som kodamedlem, til et spørgsmål om hvorvidt betaling fra bloggernes side, er i musikernes bedste interesse, hører KODAs kommunikationschef Nicolaj Hyltén-Cavallius sige, at komponisterne selv har bedt dem om det, bliver jeg bedrøvet.

Som komponist i KODA har jeg bedt dem varetage mine interesser, og jeg kan med rette sige, at det ikke er det de gør. Efter snart to måneders forsøg på, at gøre KODA opmærksom på dette, er jeg stadig ikke klar over hvor jeg kan henvende mig, som medlem i min egen medlemsorganisation, for at min kritik vil blive taget alvorligt. Troels Abrahamsen ender, efter at have gjort klart, at KODA skal i dialog med sine medlemmer og ikke med musikbloggerne, alligevel med at konkludere, at både han og KODA er i tvivl om, hvem KODA skal snakke med for at nå en løsning. Det kommer bag på mig, at der kan opstå tvivl om, at medlemsorganisationen skal snakke med sine egne medlemmer.

Problemet er bare, at KODA har stillet et ultimatum. De medlemmer, som er uenige med KODAs principper, eksisterende som kommende, skal genoverveje deres medlemskab. I Politiken udtaler Nicolaj Hyltén-Cavallius: “Derfor skal nye musikere også stoppe op og spørge sig selv, om de er klar til KODA: Om de er klar til at gå ind i det her store hjul, der er sat i verden for at sikre, at kunstnerne får penge”.

Men hvorfor kan et medlemskab i KODA ikke blive et kompromis, der både giver plads til indtjening for etablerede medlemmer som Troels Abrahamsen, der tjener 1/3 af sin årsindkomst igennem KODA, og nyere medlemmer, for hvis karriere musikblogge er et værktøj til at fremme processen?

Ovenstående er som sagt kun den én side af Troels Abrahamsens og KODAs generelle underdrivelse af diskussionens omfang. Den anden og vigtigste side er, at KODA, blogaftale eller ej, kræver betaling for indlejring af eksempelvis Youtube-videoer og Soundcloud-afspillere. Det betyder, at reglerne vedrørende indlejring, der indeholder KODA-registrerede værker, er en sag mellem langt flere end blot KODA og bloggerne. Det er praktisk talt en sag mellem KODA og alle der ejer et domæne, ikke kun i Danmark, men i hele verden. En sag mellem KODA og internettet.

Det er nemlig ligegyldigt hvorvidt din hjemmeside er registreret i Japan eller i Danmark, da det for alle onlineaktiviteter, som involverer kodamedlemmers værker, der er ‘til stede’, som det hedder, på det danske marked, er nødvendigt at stable en aftale på benene, ifølge KODA. Ikke kun musikblogge. I de enkelte tilfælde foretages en konkret vurdering af om den pågældende tjeneste er ‘til stede’ i så høj grad, at den skal have en aftale med KODA, eller om den ‘blot’ skal have en aftale med en af KODAs søsterselskaber i det pågældende land, som tjenesten er ‘til stede’ i. Om en hjemmeside er ‘til stede’ vurderes ud fra en række faktorer. De største er om onlinetjenesten er dansksproget, om der er bannerannoncer henvendt til det danske marked eller om der er danske brugere/besøgende. Sidstnævnte spiller ifølge KODA en vigtig rolle i praksis.

Det er selvsagt at en udenlandsk onlinetjeneste risikerer at være ‘til stede’ på det danske marked ved at skrive og indlejre dansk musik. Mon ikke de fleste udenlandske onlinetjenester prioriterer den risikofrie løsning – at holde op med at skrive om dansk musik – hvis KODA håndhæver deres regler for indlejring?

Men om ovenstående bekymring skal tages til efterretning eller ej er faktisk ligegyldigt i min optik, da problemerne med indlejring begynder langt før vurderingen af hvorvidt en onlinetjeneste er ‘til stede’ på det danske marked. Der er massive huller i KODAs regler, som det selv på nuværende tidspunkt, 6 år efter lanceringen af Youtube, ikke er muligt at få afklaret. Når man indlejrer en video, skal der betales en afgift. Men når videoen både skaber en visning på din side, og der registreres en visning hos Youtube, har det, ifølge KODA, en dobbeltværdi, hvorfor både domæneejeren og Youtube skal betale for visningen – selvom der reelt set kun sker én visning.

Problemet er bare, at KODA, selv om de har påstået det ved flere lejligheder de sidste par måneder, endnu ikke kan fremlægge en underskrevet aftale med Youtube, mens de i flere år kan have forlangt betaling fra mindre danske hjemmesider. Samme manglende aftale gælder større sociale medier som Facebook, der heller ikke kan fremvises en underskrevet aftale med. Indlejrer du altså en Youtube-video på Facebook, ja så betaler hverken Facebook eller Youtube. Men gør du det på din private hjemmeside, så skal du. Et hul KODA arbejder hårdt på at få lukket, men som altså ikke er lukket endnu.

Bliver det lukket, betyder det så, at du kan tjene penge ved at melde dig ind i KODA, anmelde et værk, oploade nummeret til Youtube, indlejre det på Facebook, afspille det 2.000 gange og henvende dig til KODA for at få dine 2.000 afspilninger udbetalt fra henholdsvist Facebook og Youtube? Altså 4.000 afspilninger i alt.

Kan jeg indlejre videoer i andre blogges kommentarfelter og forvente betaling for denne offentlige fremførsel af min musik på deres hjemmeside?

Hvis min hjemmeside eksisterer på et subdomæne som www.mitnavn.wordpress/blogspot/tumblr.com, er det så WordPress, Blogspot og Tumblr der skal betale hvis jeg indlejrer video? Og har KODA en betalingsaftale med dem, samt alle andre større domæner, der tilbyder subdomæner ved registrering? Og hvis jeg i dette tilfælde selv skal betale, hvad er så forklaringen på, at man ikke skal betale når man får indlejring af musik på Facebook, hvor jeg også registrerer mig på et selvstændigt subdomæne?

Hjemmesiderne skal i øvrigt kun betale for de hits deres egen hjemmeside genererer på Youtube, Soundcloud og andre hosts man kan indlejre fra, og der er mange. Men teknologien for at adskille hvilke af de talte views på et medie, der er ens egne, hvilke der genereres på Youtube og hvilke der genereres på andre hjemmesider hvor videoen også er indlejret, eksisterer ikke endnu. Så KODA har indført en regel, som selv i sin simpleste form ikke kan håndhæves.

Kunstneren kan selv på både Youtube og Soundcloud vælge, om mediet må kunne indlejres på andre hjemmesider. På den måde kan kunstneren selv styre andre hjemmesiders brug af det, kunstneren selv oploader. At lave regler imod indlejring skader, i min optik, muligheden for at reklamere for egen musik, både for større og mindre bands. Derfor er det for så vidt ligegyldigt hvor mange huller, der er i regelsættet, for det burde slet ikke eksistere.

Det allerværste er næsten, at jeg som upcomming musiker kan risikere, at bloggere, konkret i Danmark, men principielt verden over, ikke vil skrive om min musik, som følge af et sæt regler min egen medlemsorganisation har fremsat, mod min vilje.

Hvis KODA alligevel beholder reglerne for indlejring, trods den negative effekt det vil have på deres medlemmer, samt de mange huller i systemet, er det dem fuldstændig umuligt at kontrollere hvad, der indlejres hvor. Vi snakker som sagt om alle hjemmesider i hele verden, som i dag og fremtidigt risikerer at være ‘til stede’ på den danske marked, store som små. Mon ikke det er en lidt for stor mundfuld, selv for KODA?

Jeg er pinlig over min medlemsorganisation og undskylder på vegne af dem over for både bloggere og med-medlemmer, for de problemer den har skabt i fortiden. Jeg undskylder over for alle de hjemmesider, som har måttet lukke ned, fordi KODA først nu har opdaget, at internettet er en gave for deres medlemmer. I dag er de nået et stykke med deres nye blog-politik, men KODA er langt fra der, hvor de burde være og mit indtryk er, at de er modvillige over for at tage kritik til efterretning. Både når jeg henvender mig som berørt blogger og medlem.

Jeg kaster nu bolden videre til KODAs 35.999 andre medlemmer. Nu skal I engagere jer. Tilfredse som utilfredse skal i bekende kulør til KODA telefonisk eller på mail. KODA er medlemmernes organisation. Jeg er medlem og jeg mener ikke at KODA reagerer modent, gennemtænkt eller i trit med nutiden. Hvis 18.001 medlemmer mener, at den eneste løsning er, at medlemskab i KODA for altid skal være et kompromis, der går ud over en eller anden, da tager jeg alt i mig igen. Ikke et minut før. Kære KODA-medlem. KODA er 1/36.000 din organisation, så hvad siger du? Er du tilfreds?

0 svar til “Er du tilfreds, kodamedlem?”

  1. […] kan læse hele Lukas Kaldans indlæg her Du kan også læse KODA udatelelse her Hvad syntes du? KommentarerPowered by Facebook […]

  2. […] kvalt ved fødslen. Hvis blogpolitikken ender med at blive håndhævet konsekvent, vil den, som Lukas Kaldan skriver, endvidere medføre, at danske musikelskere i højere grad vil benytte udenlandske […]

  3. […] kvalt ved fødslen. Hvis blogpolitikken ender med at blive håndhævet konsekvent, vil den, som Lukas Kaldan skriver, endvidere medføre, at danske musikelskere i højere grad vil benytte udenlandske […]

  4. […] forbindelse med KODA/BLOGGER-SAGEN skrev jeg en række tekster og blev genudgivet og citere i både fysiske og digitale medier. I den […]

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Navigation