Livemusikken har kronede dage, men hvem betaler?
“Livemusikken har kronede dage, mens pladesalget falder”, er overskriften på en artikel fra Information d. 06/05 2012. Det er gode nyheder! Kun til dels selvfølgelig, når overskriften indikerer, at pladesalget fortsat er faldende. Men artiklen handler ikke om pladesalg, og fokus peger derfor også noget usædvanligt væk fra den debat om digitale produkters værdi, som ellers huserer overalt for tiden. Det er nemlig livemusikken, der er i fokus, og det vil den også være her. For nu hvor livemusikken igen har fået kronede dage, så er det i min optik på sin plads at kigge på forholdene for at være ung og optrædende i disse tider.
Det er ikke billigt at lave arrangementer med live-musik, og administrativt kan det være meget besværligt. Der er først og fremmest praktiske udgifter forbundet med at holde åbent; strøm, vand og husleje. Dernæst kommer et personale bestående af afvikleren, garderobepiger, bartendere, vagter, en eller flere lydmænd og lysmænd og eventuelle stagehands. Personalet består af delvist lønnede og frivillige, men fælles for dem alle er, at de er til stede som en direkte konsekvens af, at der netop den aften kommer én eller flere musikere og optræder. Men hvordan prioriteres de, når arrangementet er afviklet, og alle involverede skal betales?
Strøm, vand, husleje skal dækkes – punktum. Vagterne og bartenderne lønnes – punktum. Lydmand og lysmand lønnes med høj sandsynlighed. Stagehands og garderobepiger er garanteret frivillige, lokale unge. Og musikerne, hele arrangementets og spillestedets eksistensgrundlag? Hvis de er heldige, kan de få dækket deres udgifter, og hvis de er rigtig heldige får de aftensmad og et par ølbilletter. Men i alt for mange tilfælde får de “promotion”. Når jeg sætter det i citationstegn, er det fordi, at promotion ofte bare er, at musikerne får lov til at være på en scene i 45 minutter, hvor de spiller deres musik. Lønnen for at udøve musik er altså at være udøvende musiker.
Har promotion en værdi? Ja, bestemt. Men langt fra alle spillesteder er Pavillon Junior, og så kan en optræden ikke kategoriseres som promovering. I fald det kunne, kunne man argumentere for, at et hvilken som helst udstillet produkt promoveres, og at alle produkter derfor burde være gratis – mad på hylder i et supermarked, hvad som helst i Ikea, ja, egentlig hvad som helst, som øjet kan se.
Ikke nok med det. Når udøvende musikere tilbydes et job, hvor betalingen er promotion, så skal de dække deres egne udgifter til transport, mad og lignende. Musikerne betaler således af egen lomme for at komme ud og spille. Sagt på en anden måde, så køber musikerne promotion af afvikleren. Musikeren er således arbejdsgiver for afvikleren, hvis job nu er at lave promotion for den musikeren – et produkt, som meget sjældent leveres, hvilket ville svare til, at musikeren mødte op til jobbet og nægtede at gå på scenen. Begge dele er et brud på de to parters aftale – forskellen er bare, at afvikleren aldrig ville acceptere, hvis et band mødte op og nægtede at spille, hvorimod bands hver eneste uge møder op på spillesteder for promotion, som de ikke får. Det er accepteret at tilbyde promotion uden at give nogen.
Jeg mener, at en optrædende kunstner bør kunne forvente, at få dækket sine udgifter og få fuld forplejning i løbet af det tidsrum, hvor kunstneren skal være til stede på spillestedet. I stedet er branchen for upcoming musik blevet et miljø, hvor vagter, bartendere, lydmænd, og i nogle tilfælde afvikleren selv, betales før musikeren. Det er slet og ret forkert, og burde aldrig nogensinde finde sted. I de senere års professionalisering af den danske undergrund synes jeg, at musikeren, der får det hele til at give mening, er blevet glemt.
Hvis nogen har lyst til at arrangere noget med live-musik, så burde det aldrig nogensinde kunne blive en udgift for den optrædende. Koncerter er en mulighed for, at en musiker kan promovere sig selv, ja. Men det er først og fremmest en mulighed for, at publikum og arrangøren kan høre noget god musik.
Tænk sig, hvis afviklere udelukkende bookede musik, de gerne ville høre, for de penge det kostede, i stedet for at booke de bands, som er billigst at samarbejde med. Hvor ville det være fantastisk.
Jeg kommer aldrig nogensinde til at booke for andres skyld end min egen. D. 17 maj på Fatter Eskil har jeg scenen for mig selv. Jeg har valgt at placere to bands på scenen, og kaldt aftenen for “Lukas Kaldan”. For mig er det er statement om, at jeg har arrangeret aftenen for min egen skyld. Jeg har booket to Københavnske bands, Battle og Less Win, med det formål, at jeg kan få lov til at opleve dem live og have en fantastisk aften.
Jeg har sikret mig muligheden for at opleve noget musik, jeg gerne vil opleve, i nogle rammer jeg er tilpas i – og musikerne får selvfølgelig fuld transportdækning og fuld forplejning. For de er der ikke for promotion, eller for deres egen skyld. De er der for min skyld, fordi jeg gerne vil opleve dem, og derfor skal jeg selvfølgelig dække deres udgifter. Jeg vil lave et arrangement, og det giver mig et ansvar for at sørge for, at de mennesker, som jeg involverer i projektet, ingen udgifter har – som minimum.
Selvfølgelig håber jeg, at der møder andre mennesker op – men det er ikke af økonomiske årsager, eller fordi jeg ikke vil have, at musikerne skal spille for en tom sal. Det er for publikums egen skyld, fordi jeg synes, de skal opleve musikken. Jeg har en god smag i musik, hvis jeg selv skal sige det.
Professionaliseringen af det nedre lag af musikbranchen har skabt nogle helt forkerte indstillinger til, hvordan man kan booke og lave arrangementer. Derfor er der behov for nogle alment gældende regler, som sikrer udøvende musikere en minimumsløn, der dækker alle transportudgifter forbundet med et givent job, samt forplejning under samme. Den her går ud til afviklere i alle afkroge af landet. De af jer, der altid dækker transport og forplejning – fortsæt. I er pisse fede. De af jer, der holder arrangementer for musikernes penge – stram op. Det er ikke godt nok.
Jeg er fuldstændig enig med dig, men det eneste problem med dit skriv er, at de grænser allerede eksisterer. Der er blandt andet en overenskomst som gælder for ALLE musikere og arrangører – organiseret eller ej – som sikrer en minimumsbetaling (også kaldet en tariff), for de udøvende musikere. De gældende tariffer kan ses her – http://www.dmf.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Tarif_april_2011-2012.pdf. Problemet er blot at stort set alle musikere er skruebrækkere, der ikke kræver deres ret, og hvem kan klandre dem; arrangørerne finder da bare et andet villigt band, hvis man skulle være så fræk, at bede om minimumslønnen. Det er dejligt at høre, at du har en nedre grænse for principperne bag dine egne arrangementer, men de lever desværre stadig ikke helt op til forskrifterne. Som sagt er det første skridt i en rigtig retning, dog at musikerne selv insisterer på at blive aflønnet på en civiliseret måde. Det er en mærkelig måde at betragte sit erhverv på, men et stort udbud af musikere er villige til at arbejde for ingen penge – måske endda tage penge med på arbejde – og det er DET der skaber den her situation. En branche af underbydere.
Jeg er fuldstændig enig med dig, men det eneste problem med dit skriv er, at de grænser allerede eksisterer. Der er blandt andet en overenskomst som gælder for ALLE musikere og arrangører – organiseret eller ej – som sikrer en minimumsbetaling (også kaldet en tariff), for de udøvende musikere. De gældende tariffer kan ses her – http://www.dmf.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Tarif_april_2011-2012.pdf. Problemet er blot at stort set alle musikere er skruebrækkere, der ikke kræver deres ret, og hvem kan klandre dem; arrangørerne finder da bare et andet villigt band, hvis man skulle være så fræk, at bede om minimumslønnen. Det er dejligt at høre, at du har en nedre grænse for principperne bag dine egne arrangementer, men de lever desværre stadig ikke helt op til forskrifterne. Som sagt er det første skridt i en rigtig retning, dog at musikerne selv insisterer på at blive aflønnet på en civiliseret måde. Det er en mærkelig måde at betragte sit erhverv på, men et stort udbud af musikere er villige til at arbejde for ingen penge – måske endda tage penge med på arbejde – og det er DET der skaber den her situation. En branche af underbydere.
Det er rigtig fint at tage den op. Som Troels skriver, så eksisterer der allerede en minimumsløn. Dilemmaet med krav om tarif, transportbetaling osv. er allestedsnærværende.
Lukas, har du forhandlet et cut med dine bands? Får de procenter fra entreen? Har de stillet krav? Det er da interessant i denne sammenhæng 🙂
En helt anden – og meget væsentlig – side af sagen er jo hvorvidt musikerne selv betragter det som et erhverv (som Troels skriver), og om de tager det at spille live så seriøst at de rent faktisk er gode til det og leverer en ordentlig vare. En vare som publikum har lyst til at betale for. Jeg har efterhånden set hundredevis af koncerter hvor jeg har skammet mig over hvor lavt niveauet har været på scenen (musikalsk eller i deres optræden/performance). Ja, så er det sagt. Det har været jammerligt. Og så kan jeg ærlig talt godt forstå at publikumstallet har været lavt.
Musik er i udgangspunktet et fantastisk produkt. Netop derfor har musikerne også et ansvar for at levere en fantastisk koncert. Gør de ikke det kommer publikum ikke – og så er der ingen penge i kassen. Hverken til dørmand, lydmand, bartender eller nogen andre. Musikere har et kæmpe ansvar og formår de at løfte det, ja, så skal de også have belønning for det.
Virkelig god artikel. Jeg er enig – det bør være afvikler og spillesteds ansvar at sørge for ordentlige forhold for spillende artister. Vi har den mest selvbevidste og professionelle underskov af bands i DK nogensinde, men de bliver stadig ikke behandlet som sådan. Og Troels du giver jo selv svaret på hvorfor ingen går efter tariffen: hvis man gør får man ingen jobs. I så fald må det være en sag for musikernes interesseorganisationer, at gå ind i. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke kan forstå hvorfor de sidder på deres hænder ift det her? Det er jo ikke noget nyt problem. Nogle spillesteder har kørt sådan for danske bands i 10 år og det er under al kritik. Så Lukas, jeg synes du gør ret i at dreje den over på spillestederne. Musikken er deres levebrød, så må de også tage sig godt af den.
Virkelig god artikel. Jeg er enig – det bør være afvikler og spillesteds ansvar at sørge for ordentlige forhold for spillende artister. Vi har den mest selvbevidste og professionelle underskov af bands i DK nogensinde, men de bliver stadig ikke behandlet som sådan. Og Troels du giver jo selv svaret på hvorfor ingen går efter tariffen: hvis man gør får man ingen jobs. I så fald må det være en sag for musikernes interesseorganisationer, at gå ind i. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke kan forstå hvorfor de sidder på deres hænder ift det her? Det er jo ikke noget nyt problem. Nogle spillesteder har kørt sådan for danske bands i 10 år og det er under al kritik. Så Lukas, jeg synes du gør ret i at dreje den over på spillestederne. Musikken er deres levebrød, så må de også tage sig godt af den.
Musikerne har selv været med til at skabe denne underbydning på up’n coming musik. Det har nærmest været et mantra for de fleste bands at indspille deres musik og så lægge alle sange op til gratis downlad. Altså har man vænnet musikbrugere til, at man ikke skal betale for den musik, som musikerne ellers bruger en masse tid, kræfter og indlevelse i at få skrevet, perfektioneret og indspillet. De fleste musikere oplever sikkert, at der er en stor download interesse i deres gratis musik, og kan derfor ikke forstå, at interessen for dem, når de spiller live i andre byer end deres hjemby, ikke er særlig stor. Hvis disse musikere i stedet tog penge for deres musik og dermed også betaling for det håndværk, de gerne vil leve af, vil de nok opleve, at der kommer forsvindende få downloads. Ikke en gang venner og bekendte downloader de numre, hvis de koster penge… måske kun de aller nærmeste.
Det gode ved at give sin musik gratis ud, er at mange sikkert henter den, men de færreste hører musikken, de downloader eller får et forhold til den, da numrene sikkert er hentet sammen med 10 andre gratis sange, som brugeren heller ikke får hørt…
Og så kan man spørge sig selv om, hvorfor arrangørerne skal betale for noget, kunstneren ikke engang selv vil tage penge for?
En musiker kan først måle sin egentlige popularitet den dag han/hun tør tage penge for sin musik og indse, at der ikke kommer ret mange downloads. Til gengæld er de downloads mere troværdige end 100 gratis downloads, fordi lytteren/brugeren rent faktisk har synes musikken var så god, at han /hun ville spendere sine penge på den.
Musikerne har selv været med til at skabe denne underbydning på up’n coming musik. Det har nærmest været et mantra for de fleste bands at indspille deres musik og så lægge alle sange op til gratis downlad. Altså har man vænnet musikbrugere til, at man ikke skal betale for den musik, som musikerne ellers bruger en masse tid, kræfter og indlevelse i at få skrevet, perfektioneret og indspillet. De fleste musikere oplever sikkert, at der er en stor download interesse i deres gratis musik, og kan derfor ikke forstå, at interessen for dem, når de spiller live i andre byer end deres hjemby, ikke er særlig stor. Hvis disse musikere i stedet tog penge for deres musik og dermed også betaling for det håndværk, de gerne vil leve af, vil de nok opleve, at der kommer forsvindende få downloads. Ikke en gang venner og bekendte downloader de numre, hvis de koster penge… måske kun de aller nærmeste.
Det gode ved at give sin musik gratis ud, er at mange sikkert henter den, men de færreste hører musikken, de downloader eller får et forhold til den, da numrene sikkert er hentet sammen med 10 andre gratis sange, som brugeren heller ikke får hørt…
Og så kan man spørge sig selv om, hvorfor arrangørerne skal betale for noget, kunstneren ikke engang selv vil tage penge for?
En musiker kan først måle sin egentlige popularitet den dag han/hun tør tage penge for sin musik og indse, at der ikke kommer ret mange downloads. Til gengæld er de downloads mere troværdige end 100 gratis downloads, fordi lytteren/brugeren rent faktisk har synes musikken var så god, at han /hun ville spendere sine penge på den.
Jeg vil bestemt ikke unde folk at tjene nogle penge på det de laver, og specielt ikke inden for musikbranchen.
Når det så er sagt, så er det jo lidt tragikomisk at vi her i DK betaler kunstnere utroligt høje beløb for at spille live. Nu taler jeg ikke bare om The Top Dogs, men at der jo fx er afsat honorar støtte, drift støtte, transport støtte… og ja, bare i det hele taget utroligt meget støtte. Alt den her støtte skaber nogle (urealistiske) forventninger hos danske kunstnere, som de i den grad bliver konfronteret med, hvis de nogensinde forsøger sig i det store udland.
Det er jo ikke evigtlyksaliggørende at få dansk musik eksporteret til et internationalt marked, men jeg skal da være den første til at indrømme at er lige dele imponeret/fascineret og misundelig på vores kære broderland, Sverige’s evne til at gøre det. Og ja, jeg ville fanmer ønske vi kunne det samme i lille DK. Men har man først mødt og snakket med fx Engelske eller amerikanske bands, så er der nogle ting der springer i øjnene. Udover en imponerende mængde arbejde de ligger for dagen, så har de også en betydeligt mere ‘kapitalistisk forståelse’ af fx det med at spille live. De er VANT til at man ikke er mere værd som band, end det antal folk man kan trække til en koncert.
Jeg synes systemet herhjemme er super fedt, men det skaber også nogle gnidninger, og måske endda sætter en stopper for, at vi for alvor kan begynde at stor eksportere dansk musik….. Og så måske også lidt pga at de der skide svenskere bare er så forbandet dygtige til at ave bra musik 🙂
Jeg vil bestemt ikke unde folk at tjene nogle penge på det de laver, og specielt ikke inden for musikbranchen.
Når det så er sagt, så er det jo lidt tragikomisk at vi her i DK betaler kunstnere utroligt høje beløb for at spille live. Nu taler jeg ikke bare om The Top Dogs, men at der jo fx er afsat honorar støtte, drift støtte, transport støtte… og ja, bare i det hele taget utroligt meget støtte. Alt den her støtte skaber nogle (urealistiske) forventninger hos danske kunstnere, som de i den grad bliver konfronteret med, hvis de nogensinde forsøger sig i det store udland.
Det er jo ikke evigtlyksaliggørende at få dansk musik eksporteret til et internationalt marked, men jeg skal da være den første til at indrømme at er lige dele imponeret/fascineret og misundelig på vores kære broderland, Sverige’s evne til at gøre det. Og ja, jeg ville fanmer ønske vi kunne det samme i lille DK. Men har man først mødt og snakket med fx Engelske eller amerikanske bands, så er der nogle ting der springer i øjnene. Udover en imponerende mængde arbejde de ligger for dagen, så har de også en betydeligt mere ‘kapitalistisk forståelse’ af fx det med at spille live. De er VANT til at man ikke er mere værd som band, end det antal folk man kan trække til en koncert.
Jeg synes systemet herhjemme er super fedt, men det skaber også nogle gnidninger, og måske endda sætter en stopper for, at vi for alvor kan begynde at stor eksportere dansk musik….. Og så måske også lidt pga at de der skide svenskere bare er så forbandet dygtige til at ave bra musik 🙂
“An artist, in giving a concert, should not demand an entrance fee but should ask the public to pay, just before leaving as much as they like. From the sum he would be able to judge what the world thinks of him – and we would have fewer mediocre concerts.” – Kit Coleman (ca. 1900)
“An artist, in giving a concert, should not demand an entrance fee but should ask the public to pay, just before leaving as much as they like. From the sum he would be able to judge what the world thinks of him – and we would have fewer mediocre concerts.” – Kit Coleman (ca. 1900)
Tarifsystemet giver mening på et etisk plan i det udgangspunkt, at alle skal have løn for det arbejde de leverer. Det fungerer bare ikke i praksis når et upcoming band på tre til fire medlemmer skal have udbetalt 5.000-7.000kr, hvis spillerstederne ikke tilnærmelsesvist kan tjene det beløb ind igen. Og da slet ikke hvis to til tre unge bands skal optræde på samme aften.
Derfor vælger jeg i stedet at fokuserer på, at de optrædende i hvert fald ikke skal have en udgift, når jeg vil arrangerer noget som de involveres i.
I den forbindelse er det rigtig godt, at der kommenteres på hvorvidt jeg selv opfylder kravene for hvad en booker kan tillade sig, at tilbyde en kunstner. Det var lige netop derfor jeg tog arrangementet det med i artiklen. Allerbedst ville det være hvis jeg kunne blive syndebukken, som gjorde at andre strammede op. Det ville være det hele værd.
De optrædende får kun dækket transport og forplejning. Jeg har ikke forhandlet cuts med de optrædende bands. De får ikke procenter fra entreen. De har ikke stillet krav. Kan en booker tillade sig, at sætte et arrangement sammen, som jeg har gjort det?
Tarifsystemet giver mening på et etisk plan i det udgangspunkt, at alle skal have løn for det arbejde de leverer. Det fungerer bare ikke i praksis når et upcoming band på tre til fire medlemmer skal have udbetalt 5.000-7.000kr, hvis spillerstederne ikke tilnærmelsesvist kan tjene det beløb ind igen. Og da slet ikke hvis to til tre unge bands skal optræde på samme aften.
Derfor vælger jeg i stedet at fokuserer på, at de optrædende i hvert fald ikke skal have en udgift, når jeg vil arrangerer noget som de involveres i.
I den forbindelse er det rigtig godt, at der kommenteres på hvorvidt jeg selv opfylder kravene for hvad en booker kan tillade sig, at tilbyde en kunstner. Det var lige netop derfor jeg tog arrangementet det med i artiklen. Allerbedst ville det være hvis jeg kunne blive syndebukken, som gjorde at andre strammede op. Det ville være det hele værd.
De optrædende får kun dækket transport og forplejning. Jeg har ikke forhandlet cuts med de optrædende bands. De får ikke procenter fra entreen. De har ikke stillet krav. Kan en booker tillade sig, at sætte et arrangement sammen, som jeg har gjort det?
Fin artikel, som sætter spotlight på noget meget vigtigt.
De fleste steder i Tyskland spiller man for en lille garanti 50-200 euro og så ellers et cut af døren eller hatten går rundt. Det fungerer fint fordi tyskerne rent faktisk går ud, lægger penge i hatten og køber merchandise. Musikerne bliver ikke rige, men det gør spillestederne altså heller ikke! Det er vel heller ikke målet?
I England skal musikere ofte betale spillestederne for at komme og spille: en lydmand, lokaleleje eller lignende, for at sikre at spillestedet ikke får underskud.
Danske musikere kanibaliserer spillestederne med kravet om tarif. Jeg arbejder selv som bartender på et spillested (så ja, jeg er en af dem der rent faktisk kommer hjem med løn), og der er altså oftere underskud end overskud på driften. Ofte tjener bandsne ikke engang transportgodtgørelsen, de gratis øl og maden hjem.
Meget af musikken er rigtig god og det er altså ikke der den halter. Det er fordi musikerne er for dårlige og/eller for dovne til at tiltrække publikum sammenlagt med en meget kedelig dansk tendens til ikke at gå ud og høre ukendt musik på små spillesteder.
Kravet om tarif er sådan en socialdemokratisk dinosauer fra 80’erne, ligesom størstedelen af den danske kulturstøtte, som kun er fed hvis man er en del af det P3-dikterede establishment.
Men derfor skal musikere selvfølgelig behandles ordentligt og have løn for deres arbejde. Men hvis spillestederne må lukke fordi deres økonomi ikke er til det, så er der vel i virkeligheden ingen der har vundet?
Det skal siges at jeg selv er musiker og en af de der utilstedelige skruebrækkere som Troels nævner. Hvilket nok skyldes at jeg i danskernes ører er jammerlig, som Rasmus nævner.
Lukas, får musikerne til dit arrangement også del i et evt. overskud? Dét er dét, der er den gode stil!
Jeg er booker på den originale del af vores program på et spillested, der har 40års jubilæum næste år i Aarhus.
Det må siges at være en udfordring, specielt i Aarhus.
For 2 år siden, inden jeg blev ansat, fik stedet ca. 300.000,- i årlig støtte. Det kunne jeg godt have brugt idag, men nu er stedet stort set selvfinansieret.
Tariffen er steget gevaldigt og det er da også helt fint, men det bliver til mange penge i løbet at et år, når man bruger 30-50 tariffer i måneden.
Man taler om at blive kultur by i Aarhus til 2017 og de kloge på kommunen bruger penge som aldrig for på at skabe nye steder. Godsbanen er et fint tiltag, men jeg føler at den rigtige kultur bliver glemt. Gælder 40 år ikke for noget længere?
Det er klart at spillesteder ikke kan løbe rundt. De navne som folk kommer i byen for at se er uden for økonomisk rækkevidde eller vil ikke nøjes med et lille spillested.
Jeg tager til takke med en vare der somregel er under middel.
Vi har original musik på vores spillested ca. 2 gange om ugen og vi har planlagt at arbejde hen imod flere dage, som det var for nogle år siden.
Man har været nødsaget til kun at koncentrerer sig om et købestærkt publikum.
Når krisen lurer lige om hjørnet eller måske endda allerede har vist sig, så har spillestederne ikke en chance.
Der er ikke noget at hente fra kulturkassen da de penge går til de regionale spillesteder og vi kan ikke opfylde de krav, da det koster penge og investere i alle de forskellige genrer som der bliver stillet krav for.
Det er en ondt cirkel.
Vi gør hvad vi kan og vi laver aftaler som vi kan være tilfredse med, samt giver alle vores gæstende bands en god oplevelse.
Jeg mener selvfølgelig også at kunstnere skal have penge for deres arbejde, når det så er sagt så oplever jeg også, som Kristian Harting beskriver, at mange kunstnere sidder på den lade side. Samtidig med at mange lokale bands tournere rundt på alle spillesteder uden hæmninger alle ugens dage.
Lukas, min kære ven…
Du glemte nogle udgifter. fx. KODA… Vi bidrager også den vej igennem og alle spillesteder betaler for det, en hel del faktisk. Kunstnere burde også få penge derfra og det er da også løn fra et job, vil jeg da mene. Vi minder da unge bands om at de skal huske det når de spiller hos os.
Jeg synes det er en skam at din blog virker lidt generaliserende.
Vi gør rigtig meget for de bands der besøger os og hvis vi kunne havde vi også betalt for alt hvad de ønskede.
De der ikke kan forstå at der ikke altid er nok gæster til upcoming musik, vil jeg meget gerne udfordre.
Der bliver hermed stillet 4 torsdage til fri afbenyttelse. Der er 2 tariffer at lege med fra start og alle andre udgifter er dækket. inkl. produktionen den første gang.
Det burde give et lille forspring.
Hvordan kan i bygge det op så både kunstnere og spillested er tilfredse?
På vores spillested er der ganske enkelt ikke mere at arbejde med på en given torsdag da der er meget konkurrence og publikum ikke altid dukker op.
Det er måske nemt nok at lave et enkelt arrangement som fx. Lukas Kaldan aften, men vil folk blive ved med at komme hvis du holdte et arrangement 1 gang i ugen?
Det er jo faktisk det spillesteder gør 🙂
Jeg arbejder stort set frivilligt på min arbejdsplads og knokler for min egen karriere i musikbranchen og det ved jeg også at mange andre gør.
En booker på et mindre spillested skal jo praktisk talt tjene sin egen løn.
Det er da også helt forkert og giver da klart en dårlig indgangsvinkel til hvordan man behandler bands og booker dem.
Det kommer vel an på hvem man er som menneske i sidste ende.
Jeg glæder mig til dit arrangement og jeg håber det kan løbe rundt 🙂
Jeg er booker på den originale del af vores program på et spillested, der har 40års jubilæum næste år i Aarhus.
Det må siges at være en udfordring, specielt i Aarhus.
For 2 år siden, inden jeg blev ansat, fik stedet ca. 300.000,- i årlig støtte. Det kunne jeg godt have brugt idag, men nu er stedet stort set selvfinansieret.
Tariffen er steget gevaldigt og det er da også helt fint, men det bliver til mange penge i løbet at et år, når man bruger 30-50 tariffer i måneden.
Man taler om at blive kultur by i Aarhus til 2017 og de kloge på kommunen bruger penge som aldrig for på at skabe nye steder. Godsbanen er et fint tiltag, men jeg føler at den rigtige kultur bliver glemt. Gælder 40 år ikke for noget længere?
Det er klart at spillesteder ikke kan løbe rundt. De navne som folk kommer i byen for at se er uden for økonomisk rækkevidde eller vil ikke nøjes med et lille spillested.
Jeg tager til takke med en vare der somregel er under middel.
Vi har original musik på vores spillested ca. 2 gange om ugen og vi har planlagt at arbejde hen imod flere dage, som det var for nogle år siden.
Man har været nødsaget til kun at koncentrerer sig om et købestærkt publikum.
Når krisen lurer lige om hjørnet eller måske endda allerede har vist sig, så har spillestederne ikke en chance.
Der er ikke noget at hente fra kulturkassen da de penge går til de regionale spillesteder og vi kan ikke opfylde de krav, da det koster penge og investere i alle de forskellige genrer som der bliver stillet krav for.
Det er en ondt cirkel.
Vi gør hvad vi kan og vi laver aftaler som vi kan være tilfredse med, samt giver alle vores gæstende bands en god oplevelse.
Jeg mener selvfølgelig også at kunstnere skal have penge for deres arbejde, når det så er sagt så oplever jeg også, som Kristian Harting beskriver, at mange kunstnere sidder på den lade side. Samtidig med at mange lokale bands tournere rundt på alle spillesteder uden hæmninger alle ugens dage.
Lukas, min kære ven…
Du glemte nogle udgifter. fx. KODA… Vi bidrager også den vej igennem og alle spillesteder betaler for det, en hel del faktisk. Kunstnere burde også få penge derfra og det er da også løn fra et job, vil jeg da mene. Vi minder da unge bands om at de skal huske det når de spiller hos os.
Jeg synes det er en skam at din blog virker lidt generaliserende.
Vi gør rigtig meget for de bands der besøger os og hvis vi kunne havde vi også betalt for alt hvad de ønskede.
De der ikke kan forstå at der ikke altid er nok gæster til upcoming musik, vil jeg meget gerne udfordre.
Der bliver hermed stillet 4 torsdage til fri afbenyttelse. Der er 2 tariffer at lege med fra start og alle andre udgifter er dækket. inkl. produktionen den første gang.
Det burde give et lille forspring.
Hvordan kan i bygge det op så både kunstnere og spillested er tilfredse?
På vores spillested er der ganske enkelt ikke mere at arbejde med på en given torsdag da der er meget konkurrence og publikum ikke altid dukker op.
Det er måske nemt nok at lave et enkelt arrangement som fx. Lukas Kaldan aften, men vil folk blive ved med at komme hvis du holdte et arrangement 1 gang i ugen?
Det er jo faktisk det spillesteder gør 🙂
Jeg arbejder stort set frivilligt på min arbejdsplads og knokler for min egen karriere i musikbranchen og det ved jeg også at mange andre gør.
En booker på et mindre spillested skal jo praktisk talt tjene sin egen løn.
Det er da også helt forkert og giver da klart en dårlig indgangsvinkel til hvordan man behandler bands og booker dem.
Det kommer vel an på hvem man er som menneske i sidste ende.
Jeg glæder mig til dit arrangement og jeg håber det kan løbe rundt 🙂
Jeg vil til dels give dig ret, for man skal ikke blive ved med at underbyde sig selv. Men lidt groft sagt, så hvis man aldrig kommer længere end til ”promotion-jobs”, så er der måske bare ikke et marked (i hvert fald kommercielt) for ens musik (I should know, spillede dødsmetal i femten år..).
I min optik er det nu engang sådan, at man må bevise sit værd før man kan samle frugterne. Det gælder både indenfor kunst, men faktisk også sport, det private erhvervsliv osv. Man må være indstillet på at bruge nogle år på at bygge sit brand op, så det får en værdi og kan sælges. Der er blevet svømmet og løbet mange kilometer og kørt seriøst mange ture i fars bil inden en atlet første gang løfter en medalje og får en sponsor på trøjen. Sådan er det også i denne branche.
Nogle gange går det hurtigt og andre gange langsomt eller det sker måske aldrig. Det er en ”naturlig” udvælgelsesfase som skal til for at vælge fårene fra bukkene. Desværre har branchen i årevis undermineret sig selv, ved at producere det ene ”succes/kopi-koncept” efter det andet og måske ligefrem ødelagt muligheden for nogle af de virkelige talenter ved at tage scenetiden..?! Men det er måske en anden snak ☺
Men, når ovenstående er sagt, så syntes jeg ikke det er i orden hvis der sidder nogen og ”skummer fløden” og bandet tager tomhændet hjem, jeg ved ikke om det fungerer sådan nogle steder, men det bør ikke være sådan i hvert fald og da slet ikke at bandet selv betaler. Transport og forplejning burde være en selvfølge – ellers sig NEJ.
Og meget enig i din måske vigtigste pointe. Hvis man er arrangør har man sgu et ansvar for at gøre sit bedste hver gang, ellers lad være med at booke et band. Jeg kan være forundret over at se et spillested/booker tude over fremmøde, når jeg på samme tid kan se, at deres indsats var en facebook invite…kom nu lidt ind i kampen og tag det seriøst!
Jeg vil til dels give dig ret, for man skal ikke blive ved med at underbyde sig selv. Men lidt groft sagt, så hvis man aldrig kommer længere end til ”promotion-jobs”, så er der måske bare ikke et marked (i hvert fald kommercielt) for ens musik (I should know, spillede dødsmetal i femten år..).
I min optik er det nu engang sådan, at man må bevise sit værd før man kan samle frugterne. Det gælder både indenfor kunst, men faktisk også sport, det private erhvervsliv osv. Man må være indstillet på at bruge nogle år på at bygge sit brand op, så det får en værdi og kan sælges. Der er blevet svømmet og løbet mange kilometer og kørt seriøst mange ture i fars bil inden en atlet første gang løfter en medalje og får en sponsor på trøjen. Sådan er det også i denne branche.
Nogle gange går det hurtigt og andre gange langsomt eller det sker måske aldrig. Det er en ”naturlig” udvælgelsesfase som skal til for at vælge fårene fra bukkene. Desværre har branchen i årevis undermineret sig selv, ved at producere det ene ”succes/kopi-koncept” efter det andet og måske ligefrem ødelagt muligheden for nogle af de virkelige talenter ved at tage scenetiden..?! Men det er måske en anden snak ☺
Men, når ovenstående er sagt, så syntes jeg ikke det er i orden hvis der sidder nogen og ”skummer fløden” og bandet tager tomhændet hjem, jeg ved ikke om det fungerer sådan nogle steder, men det bør ikke være sådan i hvert fald og da slet ikke at bandet selv betaler. Transport og forplejning burde være en selvfølge – ellers sig NEJ.
Og meget enig i din måske vigtigste pointe. Hvis man er arrangør har man sgu et ansvar for at gøre sit bedste hver gang, ellers lad være med at booke et band. Jeg kan være forundret over at se et spillested/booker tude over fremmøde, når jeg på samme tid kan se, at deres indsats var en facebook invite…kom nu lidt ind i kampen og tag det seriøst!
Når et vækstlagsband tilbyder at spille gratis, mens et andet kræver op imod 3.000kr, så kan det jo i lige så høj grad være fordi, at det ene band reelt set kan gennemgøre koncerten uden udgifter, hvorimod rent faktisk koster 3.000kr.
Et nærliggende eksempel er, at det koster et jysk band omtrent 3.000kr, at spille et job på Sjælland, og omvendt. Det band med mange transport udgifter skal altså ikke bare være lidt bedre, men 3.000kr bedre.
Og så sker det at bands begynder at underbyde hinanden. For at få sig selv til, at give mening for et spillested. Måske tilbyder et band at spille for 1.500kr selvom udgifterne forbundet med jobbet er 2.000kr. Så de betaler 500kr for at møde op og skulle købe sin egen mad og tjene penge til lydmænd og bartendere ..
Det er her jeg siger, at spillesteder har et ansvar over for musikerne. Og det er simpelthen for nemt at afskrive det ansvar, som det er blevet gjort uden for dette forum, som et forhold mellem udbud og efterspørgsel. Der er jo ikke tale om en handelsvare som tun eller tandbørster, men om et ansættelsesforhold mellem to parter. Musiker og spillested. I det ansættelsesforhold mener jeg ikke at der nødvendigvis er krav på løn. Men jeg mener at der er krav på dækning af transportudgifter og forplejning.
Konsekvensen er selvfølgelig, at arrangører, spillesteder og bookere, der arbejder med vækstlaget primært arbejder med lokalområdet. Det kan godt være, at det foregår på et idealistisk grundlag om at støtte lokalområdet også, men jeg vil ikke bildes ikke at det ikke er en økonomisk beslutning på spillestederne i lige så høj grad.
Måden hvorved ovenstående problemstilling kan give mening er ved, at det lokale vækstlag opgiver sin løn til bands fra andre byer, og omvendt. Bands laver allerede den type arrangementer. Men når det er spillestederne som mangler penge til at betale musikerne, burde spillestederne så ikke stå for at lave den type aftaler? Og er det i øvrigt ikke også nemmere for spillestederne at lave de aftaler indbyrdes – rent organisatorisk?
Musikerne får stadigvæk ingen løn, men alle får dækket deres udgifter. Så kan vi i min optik snakke lønforhandlinger og tarifordninger i det sekund et band bryder fri fra vækstlaget. For mig at se løser dette problematikken om, at vækstlaget betaler lydmænds, lysmænds og batenderes løn – Spørgsmålet er om det er forkert at fratage musikere i vækstlaget deres løn, og til gengæld fordele pengene på de udgifter som et forbundet med vækstlagskoncerter?
Så absolut en skarp iagttagelse. Jeg mener jo helt klart, at den udvikling vi ser i musikbranchen, også bør finde sted på livescenen. Musikbranchen er ikke hvad den var engang. Alt er digitaliseret, foregår online, og kunstnerne promoverer sig selv på de sociale medier som aldrig før. Musiktjenester som Spotify og YouTube gør det enkelt og gratis for lytterne, at høre musikken. Og kunstnerne lægger det ud af egen fri vilje, fordi de gerne vil have deres musik ud til folk.
Det er en naturlig udvikling, som absolut skal følges. Det nytter ikke noget at lade som om, at den ikke finder sted. Man kan ikke længere tvinge folk til at købe musikken, punktum.
Så hvorfor, nu hvor der ikke længere ligefrem er formuer i at være ny musiker, er der så ikke mere fokus på livescenen? Jeg giver dig fuldstændig ret i, at afviklerne og spillestederne skal stramme op. Ja, kunstnerne elsker at være ude og spille, men jeg synes da ikke, at de ligefrem skal se det som et privilegium, at få lov til det. Spillestederne skal have noget på programmet, og uden musikerne, ville de slet ikke eksistere i første omgang.
Vækstlaget er i fuld flora, og det bugner med friske og dygtige talenter derude. Dét må vi ikke smide på gulvet, ved at gøre det besværligt for dem at komme frem. Internettet hjælper dem godt på vej, men koncerterne mister aldrig sin vigtighed, og slet ikke i disse tider.
Man må selvfølgelig ikke glemme, at det kræver en god portion vilje, og ikke mindst talent, at blive musiker. Det er ikke en nem verden, og man skal være dedikeret, for virkelig at bryde igennem, og ligefrem leve af det. Netop derfor synes jeg da, at vi skal hylde vækstlaget, og give dem som har mod på det, en fair chance.
Faktisk tror jeg ikke engang, at løn til musikerne altid er nødvendigt. Mange af dem ville elske at komme ud og spille et sted, hvor forplejning og transport er dækket. En gratis aften for dem, og en fed koncert for spillestedet – noget for noget – win/win.
Jeg vil dog sige, at de spillesteder som hovedsageligt består af frivillige, absolut fortjener respekt. Penge er ikke en nødvendighed, for at skabe et fedt arrangement. Det er også vigtigt at påpege, at når man bevæger sig i vækstlaget, så skal man bevise sit værd.
Så den går begge veje. Spillestederne skal selvfølgelig respektere kunstnerne, og kunstnerne skal respektere spillestederne. Uden hinanden, ville ingen af dem have det synderligt spændende.